Praktik i Flensborg - Dantax

"Man får helt unikke færdigheder, og hvis man giver den gas og har gå-på-mod, så kan man lære noget hele tiden"

Praktikant ved Dantax i Flensborg

Jacob Søndergaard fra Randers er i gang med sit 5. semester som Finansbachelor på Erhvervsakademiet i Aarhus. Efter han har boet både i München og Berlin er han i sommers vendt tilbage til Tyskland for at starte i praktik hos Dantax i Flensborg.

For tre måneder siden startede Jacob i praktik hos Dantax som en obligatorisk del af hans uddannelse. Beslutningen om netop at tage til Tyskland var dog helt hans egen. ”Mens jeg er ung, vil jeg gerne rejse og opleve så meget som muligt, da det er sværere at gøre senere i livet. Jeg ville samtidig gerne tilegne mig færdigheder og forbedre mine erhvervsmæssige fremtidsmuligheder. Ved at tage praktik i Tyskland hos Dantax, får jeg begge dele opfyldt”, mener Jacob.

Jacob har fornemmelsen af, at der kommer til at være en voksende efterspørgsel efter arbejdskraft, der kender til det tyske sprog, kultur og marked i Danmark. I dag tager færre unge en uddannelse, der har med tysk at gøre. Tyskland har stor relevans for den danske økonomi, hvilket skaber gode fremtidschancer – båder i Danmark og i Tyskland.

Arbejdet hos Dantax – varierende opgaver og flade hierarkier

Dantax er et revisionsfirma, der i 30 år har arbejdet på tværs af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Firmaets omkring 50 ansatte rådgiver og assisterer primært danske virksomheder, der har aktiviteter eller planlægger at etablere et forretningssted i Tyskland. Dantax er således et rigtig godt match til Jacob, som ikke kun kan bruge og forbedre sit allerede flydende tysk, men også har mulighed for at lære mange forskellige arbejdsområder at kende for at lære så meget som muligt.

”Jeg har ikke nogen dissideret afdeling, men mine primære arbejdsopgaver er indenfor marketing. Markedsføring er ikke den primære del af min uddannelsesbaggrund, men det er noget af det, der interesserer mig mest, og der hvor jeg kan være mest behjælpelig hos Dantax”, fortæller Jacob. Han arbejder dog også med finansfeltet ved at arbejde med tysk moms og ved at forberede selvangivelser til Dantax’ mandanter.

Det var ikke svært for Jacob at vænne sig til arbejdskulturen hos Dantax: ”Der er et fladt hierarki og nogle ret danske værdier hos Dantax”, siger han og fortsætter: ”jeg kan snakke med alle medarbejdere og spørge alle til råds”. Den gode kemi mellem kollegaerne gælder endda også udenfor arbejdet. Mange af Jacobs kollegaer er på samme alder som ham og parate til at opleve noget sammen i fritiden.   

Den hyggelige by: Flensborg

I Tyskland findes der en by til enhver smag. ”Der er en enorm forskel mellem de forskellige Bundesländer både kulturelt og mentalt”, synes Jacob som efterhånden har boet i tre forskellige dele af Tyskland. Han kan godt lide Flensborg, der er en hyggelig by, der ikke er lige så stor og befolket som Berlin eller München. Byen ligger kun to timer væk fra Aarhus, hvilket betyder at der er gode muligheder for ham for at få besøg af venner og familie.  Boligsituationen er heller ikke så presset i Flensborg som i de populæreste tyske storbyer. Jacob skulle ikke lede længe efter et værelse. Han fik tværtimod flere tilbud han kunne vælge imellem. Hans samboer er også blevet hans gode venner. Det kan altså uden tvivl betale sig at give de mindre byer i Tyskland en chance, da de har deres helt egen charme og fordele.

Gode råde til interesserede fremtidige praktikanter

Jacob anbefaler alle, der overvejer at tage i praktik i Tyskland at tage skridtet. ”Man skal dog også være opmærksom på, at det kræver lidt initiativ at skabe nogle gode sociale rammer, hvis ikke man kender nogen i forvejen”, råder Jacob og fortsætter ”Men oplevelsen giver bare rigtig meget. Man får helt unikke færdigheder, og hvis man giver den gas og har gå-på-mod, så kan man lære noget hele tiden. Selv i pauserne kan man forbedre sit tysk, da man kan komme ud af sine vante omgivelser. Selvom Tyskland måske ikke virker så eksotisk, så byder landet dog på en anden kultur, der kan skabe et værdifuldt nyt perspektiv på ens egen hverdag derhjemme.”

Ansøg om en praktikplads hos Dantax

Er du også interesseret i en praktikplads? Dantax søger løbende praktikanter. Læs mere om stillingen og ansøg her.