Praktik i München - det danske Generalkonsulat

Det Kongelige Danske Generalkonsulat i München

Praktikant ved det Kongelige Danske Generalkonsulat i München

Ariana Krasniqi er 24 år gammel og er født i Tyskland, men kom til Danmark da hun var fire. Hun stammer oprindeligt fra Kosova, og er således vokset op med flere forskellige sprog. I dag kan hun tale flydende dansk, tysk, engelsk og albansk. Det var derfor ikke den store overraskelse at hun efter gymnasiet, valgte at fortsætte med at læse på tysk og engelsk.

Ariana har en bachelor i international virksomhedskommunikation (tysk og engelsk) fra Syddansk Universitet i Odense. På sit 5. og 6. semester studerende Ariana på Zeppelin Universitet i Friedrichshafen i Tyskland. Ariana fortæller: ”Jeg fik ekstremt meget ud af mit udlandsophold, og var lykkelig over at være i et internationalt miljø dagligt, hvor jeg mødte forskellige kulturer og forstærkede mine sprogkundskaber. Jeg kan varmt anbefale enhver at tage et udlandsophold – om det så er studiepraktik eller et udlandssemester”.

I dag læser Ariana en kandidat i interkulturelle markedskundskaber på Københavns Universitet og Copenhagen Business School på tysk og engelsk. Som en del af sin uddannelse har hun valgt at tage i praktik på hendes 3. semester.

Om Det Kongelige Danske Generalkonsulat i München

Generalkonsulater og konsulater er konsulært/diplomatisk anmeldt i opholdslandet og er placeret i betydningsfulde byer i udlandet. De varetager kommercielle og kulturelle opgaver, samt bistår nødstedte danskere. ”Det unikke ved udenrigsministeriet som helhed er, at der ikke nødvendigvis er krav om én bestemt uddannelse, eller kundskaber i et bestemt sprog. Profilerne er vidt forskellige og de ansatte har vidt forskellige uddannelsesbaggrunde – i alt fra matematik til filosofi. Jeg har igennem hele min uddannelse og karriere haft interesse i at arbejde i eller med Tyskland og fik endelig mulighed for det på mit 3. semester af kandidatuddannelsen. München er uden tvivl min yndlingsby i Tyskland og det er da også en bonus, at generalkonsulatet er placeret i hjertet af München, så jeg takkede ja til praktikpladsen med det samme og det var uden tvivl den rette beslutning” siger Ariana.  

Om at være praktikant: erfaring og ansvar fra første arbejdsdag           

Generalkonsulatet i München har fire afdelinger: Den konsulære afdeling, the Trade Council, Innovation Centre Denmark og Invest in Denmark. Ariana arbejder i Trade Council afdelingen, hvor hun sidder med forskellige opgaver i forskellige sektorer. Hun arbejder hovedsageligt med danske virksomheder, som har interesse i at eksportere til Tyskland, eller allerede er i Tyskland. Ariana har som praktikant også haft rig mulighed for sideløbende at udvikle sine kompetencer inden for sociale medier, fotografi og networking og at arbejde tværs af de fire afdelinger. Hun har b.la. siden sin første arbejdsdag fået tildelt sit eget projekt i samarbejde med Innovation Centre Denmark, hvor hun planlægger et event med en af de største, tyske bilproducenter.     

En arbejdsplads, der lytter til praktikantens ønsker og interesser                                                                    

”Jeg har været heldig at finde en praktikplads der tilpasser opgaverne til praktikantens styrker og interesser, og hvor jeg kan påtage mig så mange opgaver, som jeg har mod på. Der er altid fart på, nye projekter og rig mulighed for at få feedback af vejlederne, både til hverdagen på arbejde, men også til udformningen af praktikrapporten og råd til éns fremtidige karriere. Det er en dynamisk hverdag og selvom jeg ’kun’ har været her i 2 måneder, har jeg allerede lært så meget og udviklet mine personlige, såvel som professionelle egenskaber. Det er også nævneværdigt, at næsten alle de fuldtidsansatte har været praktikanter før – både i og uden for udenrigsministeriet, og at der er et socialt fællesskab på arbejdspladsen, som gør at man føler sig velkommen fra dag et” fortæller Ariana og fortsætter: ”Jeg kan kun anbefale at søge praktik i forbindelse med studiet, og jeg kan i den grad anbefale München, som er en smuk by, fyldt med unge mennesker, et kæmpe start-up miljø, to top-universiteter, et pulserende natteliv (og oktoberfest – verdens største øl-festival), samt gode muligheder for at danne nye relationer både via de sociale medier, men også de daglige events som byen tilbyder studerende og unge professionelle”.

Gode råd til fremtidige praktikanter

Ariana har også et godt råd til alle, der skal til at starte i praktik: ”Prøv at hjælpe til hvor du kan, selvom det ikke forventes af dig. Påtag dig opgaver, du ikke nødvendigvis er den bedste til, men som du gerne vil være bedre til. Du lærer så meget af det og tilegner dig færdigheder, som giver dig en god start til din fremtidige karriere. Husk på, praktiktiden er til for at lære – der er ingen der forventer, at du allerede kan alt, lige meget hvordan dit CV ser ud” siger Ariana.

Hvis du har spørgsmål til Ariana til praktikopholdet, München eller Generalkonsulatet. kan du kontakte hende via LinkedIn: arianakrasniqi.

Ansøg om en praktikplads i München

Er du også interesseret i en praktikplads hos generalkonsulatet eller i München? Se oversigten over vores praktikpladser og ansøg her.